Indbagte løgringe som snack til en hyggelig aften
Jeg faldt tilfældigvis over disse indbagte løgringe da jeg ledte efter nogle sunde snacks. Jeg kan ikke påstå, at det her er en specielt sund snack, men lækre, det er de! Jeg er ofte på udkig efter ny snacks som jeg kan prøve, både de sunde og mindre sunde.
Eftersom jeg er helt vild med chili cheese tops er denne opskrift også en succes. Jeg har ikke tidligere lavet chili cheese tops, men osten med jalapeño, minder fuldstændigt om det samme. Og så er der selvfølgelig den indbagte del, bestående af en lækker sprød dej. Kombinationen vil altid være en af mine favoritter. Hvis ikke det var så usundt som det er, så ville jeg sagtens kunne spise det hver dag.
Hvis man kun er to personer, vil jeg anbefale, at man laver en halv portion. Jeg lavede til 4 personer, og vi kunne selvfølgelig ikke spise op. Dagen efter er løgringene helt bløde. Selvom osten sagtens kan varmes op igen, er det ikke det samme når løgringene er kolde og ikke længere er sprøde.
Selve dippen kan bruges til flere andre snacks og retter. Jeg forestiller mig, at den vil være rigtigt god til en gang nachos. Jeg har planer om, at lave en gang nachos med guacamole og denne chili cheese dip i løbet af ugen. Jeg deler selvfølgelig billeder og opskriften når den er testet af 🙂
Tag dig god tid
Hvis du gerne vil have, at løgringene bliver helt perfekte må du tage dig god tid til at lave dem. Husk at olien skal være helt varm inden du kommer løgringene i gryden. Det sikrer du ved, at komme en træpind i gryden. Når det bobler omrking pinden, er olien varm nok.
Desuden kan man godt blive lidt utålmodig og derfor komme alt for mange løgringe i ad gangen. Det resulterer i, at nogle af dem begynder at klistre sammen. Derfor vil jeg anbefale, at du kun tager nogle stykker i ad gange, måske 8-10 stk.
Når det er sagt, så nyd dine lækre indbagte løgringe med dippen. Se flere opskrifter på siden, Find Opskrifter
Indbagte løgringe med chili cheese dip
Sprøde indbagte løgringe med chili cheese dip. En god snack til, når den lille sult melder sig eller når man bare er lækkersulten. Serverer man i en stor skål, kan man sidde flere rundt om og dele, mens man hygger.
Ingredients
- Løgringe
- Løg – 3 store
- Øl – 2 dl
- Mel – 175 g
- Bagepulver – ½ tsk
- Flagesalt
- Peber
- Olie – Til at fritere i
- Chili cheese dip
- Smør – 1 spsk
- Hvedemel – 2 spsk
- Røget paprika – ½ tsk
- Mælk – 1½ dl
- Revet Cheddar – 150 g
- Salt og Peber
- Jalapeño – 1 stk
Instructions
- Skær løgene i ringe
- Bland mel, salt, peber og bagepulver i en skål. Hæld derefter øl i blandingen og pisk til du har en ensartet masse.
- Varm olien op i en gryde
- Skil løgringen fra hinanden og kom et par stykker ad gangen i dejen. Tag én løgring op ad gangen med en ske og kom den i olien. Kom gerne så mange i ad gangen som muligt, men sørg for at de ikke klistrer sammen.
- Tag løgringene op med en hulske når de er gyldne og lækre sprøde. Læg dem på noget køkkenrulle så de kan dryppe af. Drys derefter noget salt over.
Chili cheddar dip
- Smelt smørret i en gryde. Rør derefter mel og røget paprika i. Rør rundt indtil du har en lille bold. Pisk mælken i melet lidt ad gangen, men du pisker. Pisk indtil der ikke er nogen klumper og har den helt rigtige konsistens.
- Tilsæt cheddar og rør rundt indtil osten er helt smeltet. Kom jalapeño i, og smag til med salt og peber.
Servér løgringene med dippen. Velbekomme 🙂